Hver tredje tjekker for sjældent for lus

30 % af de danske forældre tjekker kun for lus en gang om måneden – eller sjældnere. Det viser en undersøgelse foretaget på Facebook-siden ’På toppen med kroppen’.

Potentielt stort problem

En stor del af de danske forældre er ikke aktive nok i kampen mod lus. Godt nok tjekker 2 ud af 3 forældre minimum hver 2. uge, om deres børn har lus, men denne indsats kan vise sig at være forgæves, når den sidste tredjedel ikke finder lusekammen frem oftere end hver 4. uge. Og på den tid kan problemet have udviklet sig til langt op over begge ører på børnene. Bogstaveligt talt.

Risikerer stor lusefamilie

Ifølge sundhed.dk kan en hunlus lægge 4-5 luseæg om dagen – og dermed kan du have godt 30 luseæg i håret efter en uge. Efter ca. 11 dage klækkes luseæggene, og nye lus kommer ud. Det vil sige, at dit barn i værste tilfælde kan have en lusefamilie på omkring 75 medlemmer, når du endelig får tjekket efter 4 uger.

Manglende information – manglende lusekur

Knap 1 ud af 3 af de adspurgte i undersøgelsen informerer ’ikke hver gang’ eller ’aldrig’ klasselæreren eller pædagogen, når deres børn har lus – og det kan have konsekvenser. For hvis man ikke bliver informeret og kommer i gang med en lusekur, kan luseangrebet nå at sprede sig til flere børn og familier, før det bliver opdaget.

Men hvis man tager sig samme og får det sagt videre, spreder det ”gode” ringe i vandet. Hele 90 % svarer nemlig, at de finder lusekammen frem og kæmmer en gang om ugen eller oftere, når de bliver informeret om luseangreb.

Du forlader nu Luseguiden.dk

Du har valgt et link, der tager dig væk fra Luseguiden.dk. Klik på annuller for at vende tilbage til Luseguiden.dk eller klik fortsæt for at blive på hjemmesiden.